Hjælp

30 spørgsmål · 6 emner

Svar om abonnement og betaling, e-mail og Discord, fundene, sikkerhed og skat, når du sælger videre. Står svaret her ikke, så skriv til os.

Kom i gang

Hvordan kommer jeg i gang?

Tryk på Prøv 7 dage gratis. Derefter sker det her:

  1. Du logger ind med Google eller Discord.
  2. Du tilføjer dit kort hos Stripe. Der bliver ikke trukket noget de første 7 dage.
  3. Under Mit abonnement vælger du, om fundene skal komme på e-mail, i Discord eller begge dele. I Discord får du rollen Medlem, og kanalerne under DBA-fund dukker op. Det kan tage et minut.

Hele forløbet, fra ny annonce til besked på din telefon, står under Sådan virker det.

Skal jeg have Discord?

Nej. Du kan logge ind med Google og få fundene på e-mail. Vil du have dem i Discord, skal du bruge en Discord-konto. Discord er gratis og findes som app til telefon og computer.

Kan jeg se fundene, før jeg betaler?

Ja. I den offentlige kanal #gratis-fund lægger vi hvert 3. fund ud, 30 minutter efter, at medlemmerne har fået det. Den er gratis og kræver kun en Discord-konto.

Åbn #gratis-fund på Discord

Fundene

Hvilke platforme holder I øje med?

DBA og Vinted. På Vinted følger vi 7 af de 9 kategorier. Designstole og racercykler følger vi kun på DBA, fordi Vinted ikke har møbler og cykler til voksne.

Andre markedspladser kan komme med senere, men der er ingen dato for det.

Hvordan vælger I fundene?

Vi sammenligner hver ny annonce med andre annoncer for samme produkt: samme model eller sætnummer og, når titlen nævner det, samme lagerplads, størrelse eller udgave. Nævner titlen det ikke, sammenligner vi med den billigste af dem, vi har nok annoncer for. Vi sender kun annoncen, når alt det her passer:

  • Vi kan se i titlen, hvilken model det er. Tilbehør, reservedele, defekte varer, kopier og flere ting i én annonce springer vi over.
  • Prisen er mindst 20 % og mindst 250 kr. under den typiske pris. Har vi en typisk pris fra både DBA og Vinted, gælder den laveste. Har vi ingen, sender vi ikke annoncen.
  • På DBA er sælgeren privat, og annoncen står under Til salg. På Vinted er prisen i danske kroner og ikke omregnet fra en sælger i udlandet.
  • Titlen har ingen af de ord, vi sorterer fra, som købes, byttes og søges, og i nogle kategorier også ord som defekt eller kun æske.

Reglen er den samme for alle medlemmer. Se kategorierne og eksempler på modellerne

Hvad betyder »typisk pris«?

Medianen, altså den midterste pris, af mindst 5 lignende annoncer for samme model, fx iPhone 13 Pro 128 GB, RTX 3060 Ti eller et bestemt LEGO-sæt. Vi regner den ud for DBA og Vinted hver for sig, fordi priserne tit er forskellige de to steder: på DBA ud fra de annoncer, vi har set de seneste 60 dage, og på Vinted de seneste 14 dage. Priser under det halve eller over det dobbelte af medianen tæller ikke med, og prisen er rundet af til nærmeste 50 kr.

Fundet viser den typiske pris fra hver markedsplads, vi har nok annoncer fra, fx »DBA ca. 5.400 kr. · Vinted ca. 5.000 kr.«, og hvor meget fundet cirka ligger under den laveste af dem. Under står, hvor mange annoncer prisen bygger på. Ligger prisen mere end 50 % under, står der også: »Meget lav pris – tjek annoncen grundigt (kan være defekt, kun æske eller svindel).«

Det er udbudspriser, ikke salgspriser: det, sælgerne beder om, ikke det, varerne blev solgt for. Prisen er ikke et løfte om, hvad du kan sælge varen for.

Hvorfor kommer der nogle dage ingen fund?

Fordi vi kun sender annoncer, der er mindst 20 % og 250 kr. under den typiske pris for samme model. De fleste annoncer har en helt almindelig pris, og dem sender vi ikke. Nogle dage er der ingen, der er billige nok, i en kategori.

Vi skal også have set mindst 5 lignende annoncer for modellen, før vi kan sige, hvad den typisk koster. For sjældne modeller og for helt nye modeller har vi dem ikke altid, og så sender vi ikke annoncen.

Hvor hurtigt kommer fundene?

Vi tjekker hver kategori på DBA hvert 1.–3. minut. Et nyt fund fra DBA når typisk frem til dig, på e-mail eller i Discord, få minutter efter, at DBA har vist annoncen. Vinted tjekker vi højst hvert 5.–30. minut, alt efter kategorien, og tit sjældnere, fordi DBA går først. Fund derfra kommer derfor senere.

DBA gennemgår selv nye annoncer i ca. 15–20 sekunder, før de bliver synlige. Den tid går for alle.

Vi kan ikke love, at du er den første, eller at varen stadig er til salg, når du ser den.

Hvad står der i et fund?

Annoncens titel og pris, den typiske pris for samme model, og hvor meget fundet cirka ligger under, et foto og et link til annoncen.

Fra DBA står der også byen, hvornår annoncen blev oprettet, og om sælgeren sender med Fiks færdig (det står som Fragt: Ja). Fra Vinted står der i stedet prisen med Vinteds køberbeskyttelse, modellen og standen, som sælgeren har angivet.

Hvad er anderledes ved fund fra Vinted?

Vinteds søgeresultater viser ikke, hvor varen står, eller hvornår annoncen blev oprettet, så det står der ikke i fundet. Til gengæld ser du prisen med Vinteds køberbeskyttelse; fragten kommer oven i.

Vi tjekker Vinted sjældnere end DBA, så fund derfra kommer senere. Annoncer, hvor prisen er omregnet fra en anden valuta, fordi sælgeren bor i udlandet, tager vi ikke med.

Fundene fra Vinted kommer i de samme kanaler og e-mails som fundene fra DBA. På e-mail kan du vælge, om du vil have fund fra DBA, Vinted eller begge, se Kan jeg selv filtrere fundene? Du køber gennem Vinted, som du plejer.

Kan jeg selv filtrere fundene?

Ja, på e-mail. Under Mit abonnement kan du snævre hver kategori, du følger, ind med pris, typer og mærker, ord, der skal eller ikke må stå i titlen, og, hvor vi også følger Vinted, om fundene skal komme fra DBA, Vinted eller begge.

Filtrene kan kun gøre udvalget mindre: et fund skal stadig være mindst 20 % og 250 kr. under den typiske pris. Discord-kanalerne viser alle fund. Du kan også slå kategorier fra.

Abonnement og betaling

Hvad koster det?

99 kr./md. inkl. moms, og de første 7 dage er gratis. Der er én plan, og den giver adgang til alle 9 kategorier.

Se priser, betaling og opsigelse

Hvordan betaler jeg?

Med kort via Stripe. Apple Pay og Google Pay virker også, hvis din browser understøtter det. Vi ser aldrig dine kortoplysninger.

Hvornår bliver jeg trukket?

Første gang, når de 7 gratis dage er gået. Derefter én gang om måneden, indtil du opsiger.

Under Mit abonnement kan du se, hvornår din prøveperiode slutter, og finde dine kvitteringer og fakturaer.

Hvordan opsiger jeg?

Log ind under Mit abonnement, og vælg Administrer abonnement. Du bliver sendt videre til Stripe, hvor du kan opsige med det samme.

Du beholder adgangen, indtil den periode, du har betalt for, udløber, og der bliver ikke trukket flere penge. Opsiger du i de 7 gratis dage, betaler du ingenting.

Kan jeg få en ny gratis prøveperiode?

Nej. Der er én gratis prøveperiode pr. person. Har din e-mail eller Discord-konto haft et abonnement før, starter det uden prøveperiode. Prøveperioden kræver også en e-mailadresse, som Google eller Discord har bekræftet; det står på betalingssiden, hvis du ikke får den.

Har jeg fortrydelsesret?

Ja, som forbruger har du 14 dages fortrydelsesret. Hvordan den virker for en tjeneste, der starter med det samme, og hvordan du bruger den, står i handelsbetingelserne.

E-mail, Discord og adgang

Hvordan får jeg fund på e-mail?

Log ind under Mit abonnement, slå Send nye fund til min e-mail til, og vælg de kategorier, du vil have. Du får én e-mail pr. fund, kun i de kategorier, du vælger, til en e-mail, som Google eller Discord har bekræftet.

Vælger du alle 9 kategorier, kan det blive mange e-mails om dagen. Mit abonnement viser, hvor mange fund hver kategori cirka giver, og du kan snævre hver kategori ind med dine egne filtre.

Hvordan stopper jeg e-mails med fund?

Brug linket Stop fund på e-mail nederst i hver e-mail, eller slå e-mail fra under Mit abonnement. Så stopper de med det samme. Dit abonnement fortsætter som før.

Jeg kan ikke se kanalerne
  1. Vent et minut. Der kan gå lidt tid, før du får rollen Medlem.
  2. Luk Discord helt, og åbn den igen.
  3. Tjek, at du er logget ind i Discord med den konto, du har tilknyttet under Mit abonnement, og at Discord-kanalerne er slået til dér.
  4. Ser du stadig ikke kanalerne under DBA-fund, så tilknyt Discord igen under Mit abonnement, eller log ind med Discord igen. Så tjekker vi din adgang, uden at du betaler to gange.
Hvordan får jeg besked på telefonen?

Slå notifikationer til for de kanaler, du vil følge: hold fingeren på kanalen (eller højreklik på computeren), vælg notifikationsindstillinger, og vælg Alle beskeder.

Tjek også, at Discord må sende notifikationer i telefonens egne indstillinger. Får du fundene på e-mail, er det din e-mail-app, der skal have lov til at give besked.

Kan jeg slå kategorier fra?

Ja. På e-mail vælger du selv kategorierne under Mit abonnement. I Discord slår du lyden fra for de kanaler, du ikke går op i, på samme måde som ovenfor. Prisen er den samme, uanset hvor mange kategorier du følger.

Må jeg dele min adgang?

Nej. Adgangen er personlig og knyttet til din Kuppresale-konto. Du må heller ikke systematisk kopiere eller videresende fundene til andre servere, grupper eller tjenester. Det står i handelsbetingelserne.

Sikkerhed og svindel

Køber I varen for mig?

Nej. Vi køber aldrig noget automatisk, og vi skriver aldrig til sælgere. Du kontakter selv sælgeren på DBA eller Vinted og aftaler handlen. Kuppresale er ikke part i handlen.

Er et fund altid et godt køb?

Nej. Et fund betyder, at prisen er mindst 20 % og 250 kr. under den typiske pris for samme model, som vi har set den på DBA og Vinted. Det er ikke en vurdering af varen, og en meget lav pris kan skyldes, at varen er defekt, at det kun er æsken, eller at det er svindel.

Du tjekker selv stand, ægthed, sælger og levering.

Hvordan undgår jeg at blive snydt?

Vi kender ikke sælgerne og tjekker ikke annoncerne, så brug den samme sunde fornuft, som når du selv finder noget på DBA eller Vinted:

  • Hold snakken på DBA eller Vinted. Vær på vagt, hvis sælgeren vil have dig over på en anden app eller vil have penge overført, før du har set varen.
  • Står der Fragt: Ja, tilbyder sælgeren Fiks færdig, så varen kan sendes via DBA. På Vinted betaler du gennem Vinted.
  • Henter du selv, så se varen, før du betaler.
  • Køber du en iPhone, så tjek, at den ikke er låst til en andens iCloud. Vi sorterer annoncer fra, hvor sælgeren selv skriver »icloud lås«, men ikke alle skriver det.
  • En pris, der er langt under alt andet, er et faresignal, ikke et kup. Derfor står der en advarsel i fundet, når prisen er mere end 50 % under den typiske pris.
Kan I se mit kort eller min adgangskode?

Nej. Betalingen foregår hos Stripe, og vi ser aldrig dine kortoplysninger. Når du logger ind med Google eller Discord, gemmer vi din bekræftede e-mail, dit navn eller brugernavn og det id, som Google eller Discord bruger for din konto. Vi får aldrig din adgangskode.

Læs mere i privatlivspolitikken.

Er Kuppresale en del af DBA eller Vinted?

Nej. Kuppresale er et selvstændigt projekt og ikke tilknyttet DBA, Vend eller Vinted. Annoncerne tilhører sælgerne, og vi linker bare til dem.

Skat og videresalg

Er det lovligt at videresælge?

Ja, det er lovligt at købe brugte ting og sælge dem videre. Men køber du ting for at sælge dem videre, er fortjenesten skattepligtig. Handler du meget, kan det blive til en virksomhed, som også skal betale moms.

Reglerne står på skat.dk, og en revisor kan hjælpe med din egen situation.

Kan jeg regne med at tjene penge på fundene?

Nej, det kan vi ikke love. Et fund under den typiske pris er ikke det samme som en fortjeneste: den typiske pris bygger på udbudspriser, ikke på salg, og et fund kan godt være svært at sælge videre. Brug de 7 gratis dage til at se, hvad der kommer igennem i de kategorier, du kender.

Stadig i tvivl?

Skriv til contact@hugo-ai.app

Handler det om dit abonnement, så skriv fra den e-mail, du bruger til din Kuppresale-konto, eller skriv dit Discord-brugernavn med. Så kan vi finde det.

2ndNature · CVR 45560953 · Vesterbrogade 87, 1620 København V